Bedre kommunikation

Bedre kommunikation? Fokuser på følelsesmæssig tryghed

Drømmer I om bedre kommunikation? I kan lære alle de kommunikationsteknikker, I orker.
I kommer ikke til at skabe reel forandring i jeres parforhold, før I får styr på det fundamentale: At skabe følelsesmæssig tryghed.

Indrømmet: vi er mange, der gerne vil lære jer at kommunikere bedre med hinanden. At løse konflikter. Jeg har også selv flere tips og øvelser til jer, og til de par, der kommer i min praksis.

Og I er mange, der gerne vil lære at kommunikere bedre. Selvfølgelig. Det er drænende at have konflikter. Over småting. Over store ting. Over de samme ting. Vi vil alle sammen gerne forstås. Lyttes til. Tages alvorligt.

Sandheden er bare, at misforståelserne, konflikterne og den dårlige kommunikation som regel er et symptom på noget mere grundlæggende: En følelsesmæssig utryghed i relationen mellem jer. Og den kan desværre ikke fixes med en kommunikationsteknik.

Er konfliktløsning og bedre kommunikation nøglen til et godt parforhold?
Gottman, som har studeret tusindvis af par, siger det sådan her ” succesfuld konfliktløsning er ikke det, der får ægteskaber til at lykkes” og han fortsætter ”En af de mest overraskende opdagelser i vores forskning er, at par, der har skabt et godt ægteskab, sjældent gør noget, der bare tilnærmelsesvist ligner aktiv lytning, når de er i konflikt”.

Julie Menanno, som arbejder inden for den emotionsfokuserede parterapi (EFT), har en lignende pointe, når hun siger, at ”nogle par læser bøger, lærer at bruge jeg-budskaber og blive på egen banehalvdel i et forsøg på at løse problemet. De strategier fungerer ind imellem som et slags plaster på såret, men sandheden er, at vi ikke kan løse overflade-konflikterne, uden at se på roden til problemet. Og roden til problemet er næsten altid tilknytningsusikkerhed.

Med andre ord: Der er ikke noget, der tyder på, at det er evnen til at løse konflikter, der adskiller de velfungerende parforhold fra dem, der ikke lykkes. Og når vi kæmper med konflikter, er det sjældent at kommunikationsteknikker, at blive bedre til aktiv lytning, og tale ud fra os selv uden at pege fingre af vores partner og så videre er tilstrækkeligt til at løse problemet.

Hvordan styrker I den følelsesmæssige tryghed imellem jer?
Hvis det egentlig problem er manglen på følelsesmæssig tryghed – hvis det er usikkerheden mellem os, der betyder, at vi misforstår hinanden og kommer i konflikt – hvad gør vi så? Vi arbejder selvfølgelig med at styrke og øge den følelsesmæssig tryghed.

Spørger man Gottman, handler det om at styrke venskabet imellem jer, komme i tanke om alt dét, du værdsætter hos din partner og give udtryk for det. Have det sjovt sammen igen. Styrke det positive. Ikke ved at ved at være blind for uenigheder eller ved at søge at undgå konflikter (den strategi virker nemlig heller ikke – det kan jeg gå i dybden med en anden gang). Men med en grundtanke om, at hvis vi skal finde løsninger på områder, hvor vi har forskellige behov og ønsker, så gør vi det bedst, når vi arbejder sammen. Og hvis vi skal arbejde sammen, så sker det bedst, når der er sundt og trygt arbejdsmiljø.

Inden for den emotionsfokuserede tilgang er løsningen grundlæggende den samme, nemlig at styrke den følelsesmæssige tryghed imellem jer, men vejen derhen ser lidt anderledes ud. Her handler det om at få øje på de (tilknytnings-)usikkerheder og længsler, der ligger under konflikterne. Og at få øje på, at det er den måde, vi håndterer og udtrykker vores usikkerheder på, der skaber konflikt, og skubber os fra hinanden. På den måde kan vi lære at blive et team, der håndterer usikkerhederne sammen. Og vi kan lære at komme hinanden i møde på en måde, så usikkerhederne lægger sig, og interaktionerne imellem os bliver trygge.

Når vi ved, hvilken adfærd der skaber tryghed. Og når vi får fjernet barriererne, der holder os tilbage for at handle på de måder, der skaber tryghed. SÅ har vi nøglen. Så kan vi skabe følelsesmæssig tryghed i relationen. Og så kan I altid toppe det med lidt kommunikationsteknik 😉

Det er ikke nemt, men det er vigtigt ❤️

Du kan læse mere her:

John Gottman & Nan Silver: the Seven Principles for Making Marriages Work (1999)
Få The Seven Principles For Making Marriage Work af John Gottman som Paperback bog på engelsk – 9781398718395

Julie Menanno: Secure Love. Create a relationship that lasts a lifetime (2024)
Secure Love Create A Relationship That Lasts A Lifetime af Julie Menanno | 9781529902969 | Bog & idé