Tilknytningsmønstre:
Sådan påvirker de parforholdet
Vi har alle behov for at føle os trygge sammen med dem, vi elsker. Vide, at de støtter os, når noget er svært, og hepper på os, når vi bevæger os ud i verden. Og uanset hvor mange der siger, at vi skal lære at elske os selv, før vi kan blive elsket i et kærligt parforhold, og at vi selv er ansvarlige for at fylde vores egen kop – så finder vi kærligheden og trygheden i RELATIONEN – ikke på egen hånd.
Vi er skabt til at være i forbindelse med andre, til at knytte bånd, og det har aldrig været meningen, at vi skulle opfylde vores behov for følelsesmæssig forbindelse ved at klare det hele alene. Det er dén viden, tilknytningsteorien giver os, og det er dén viden, den emotionsfokuserede parterapi bygger på.
Den emotionsfokuserede parterapi er evidensbaseret og virker uanset, om I kender baggrunden for den, så I er ikke nødt til at læse med her for at løse op for jeres konflikter og den afstand, de skaber 😉
Men hvis I har appetit på mere viden om tilknytning, får I her lidt baggrund om John Bowlbys tilknytningsteori, viden om tilknytningsmønstre – hvordan de kan påvirke jeres parforhold, og hvordan de kan ændres set fra et emotionsfokuseret perspektiv.
Jeg skriver også om brud og den vigtige reparation, som er en af de mest afgørende faktorer, der adskiller de velfungerende parforhold fra de ikke-så-velfungerende parforhold.
Vil I vide endnu mere, er der bud på litteratur og podcast til slut.
I er også altid velkomne til at kontakte mig:
John Bowlby og tilknytningsteorien
I 1940’erne og 1950’erne da John Bowlby begyndte at udarbejde tilknytningsteorien, troede mange, at mennesket som art var styret alene af vores fysiske behov: Vi holder sammen i flokke og familier for at skærme os mod kulden og mørket og farerne, der lurer. For at skaffe føde, ja for at overleve simpelthen. Bowlby var en del af en trend, der tydeliggjorde, at vi også har følelsesmæssige behov, og at disse følelsesmæssige behov ikke bare er glasur på kagen – det er ikke blot noget, vi først prøver at få opfyldt, når alt andet er på plads.
Bowlby gennemførte bl.a. et studie af ungdomskriminelle i London, og fandt, at en stor andel af drengene som småbørn havde været adskilt fra deres mødre. Bowlby pegede på, at den manglende trygge kontakt til en stabil omsorgsperson havde haft betydning for deres sociale og følelsesmæssige udvikling (kendt som ”studiet af 44 tyve”). Bowlby trak også på en kollegas forsøg med abeunger (et forsøg man nok ikke ville have gennemført i dag). Forsøget viste, hvordan abeunger, der var taget væk fra deres mødre, og som fik valget mellem en ”trådnet-mor” med en sutteflaske og en blød ”stof-mor” uden sutteflaske, valgte at tilbringe næsten al tiden hos den bløde stof-mor, som ikke kunne give føde, men som kunne minde om en tryg abemor.
På baggrund af disse og en række andre observationer, nåede Bowlby frem til, at mennesket som art (i lighed med andre pattedyr) har behov for følelsesmæssig tryghed og tilknytning, og at dette behov er et grundlæggende behov på linje med andre fysiske behov (se fx Bowlby ”A Secure Base” 1998 A secure base: Parent-child attachment and healthy human development.).
”We are bonding mammals”
Tilknytning i barndommen
John Bowlby gik sammen med Mary Ainsworth i gang med at se på, hvad vi gør for at få opfyldt vores behov for tilknytning, altså vores behov for tryghed og nærhed i relation til en vigtig omsorgsperson. Bowlby og Ainsworth studerede en lang række mødre sammen med deres små børn. Mary Ainsworth udviklede et eksperiment, der er kendt som ”fremmedsituationen” eller ”The Strange Situation”. Her er mor og barn i et lokale med legetøj, og efter en helt fastlagt procedure, studerede de, hvad der skete, når mor forlod barnet i 3 minutter, når en fremmed kom ind, og når mor og barn blev genforenet.
De så, at nogle børn var tydeligt oprørte og kede af det, når deres mor forlod dem. Og at de rakte ud efter mor, når hun kom tilbage og lod sig trøste. Når børnene var blevet trøstet, kunne de vende tilbage til legetøjet. Disse børn var trygt tilknyttede. De havde erfaring for, at det kunne svare sig at bede om trøst, at den var tilgængelig, når de havde brug for den, og med den viden kunne de relativt hurtigt genetablere egen ro efter adskillelse fra mor og begynde at udforske verden (=legetøjet) igen.
Andre børn var utrygt tilknyttede. En gruppe af børn reagerede meget lidt på adskillelsen fra mor, og også kun ganske lidt på, at hun kom tilbage. De sad måske og kiggede lidt ned i gulvet eller på noget legetøj. Selvom disse børn virkede ganske rolige, viste deres puls og kortisolniveauet i deres i blod, at de var temmelig påvirkede af mors fravær, de viste det bare ikke. Disse børn udviste et utrygt undvigende tilknytningsmønster, som var baseret på deres erfaring med negative reaktioner på at vise behov for trøst, som fx at mor lod dem være alene eller skældte ud og afviste gråden.
En tredje gruppe børn viste store følelser, når de blev forladt, men når mor kom tilbage, virkede de modvillige eller vrede, og havde svært ved at tage imod trøst. Disse børn havde et utrygt ambivalent tilknytningsmønster. Disse børn havde erfaringer med, at mors trøst var uforudsigelig, og at nærheden var svingende – nogle gange kunne de blive trøstet, andre gange måtte de klare sig selv. På den måde blev det svært at stole på, om de kunne regne med at få hjælp, når der var brug for det.
Efterfølgende har psykologerne Main og Hesse udpeget endnu et tilknytningsmønster, som er defineret ved ikke rigtigt at være et mønster. Her er der oftest tale om børn, der har været udsat for overgreb, eller hvor omsorgspersonerne fx har haft et misbrug, som har betydet, at den person, barnet skulle beskyttes af, samtidig var den person, der fyldte barnet med allermest frygt. Denne helt umulige situation kan få et barn til at stivne, til at gå i stå midt i en bevægelse, og til at udvise elementer af de forskellige tilknytningsmønstre og så stoppe igen. Har man et sådant utrygt desorganiseret tilknytningsmønster med i bagagen, kan det være hjælpsomt med individuel terapi inden eller samtidigt med en eventuel parterapi.
Vores levede erfaringer = vores arbejdsmodel
Børnene i Bowlby og Ainsworths studier var mellem 12 og 18 måneder. Allerede i denne alder havde børnene nok erfaringer med deres mødres tilgængelighed til at have dannet et mønster for, hvordan de kunne være sammen med hende, når de havde det svært. Bowlby kaldte denne levede erfaring for en arbejdsmodel. Denne arbejdsmodel tager man med sig ind i voksenlivet som en standard for, hvad man kan forvente i nære relationer. Arbejdsmodellen giver også vigtig information om, hvordan man ser sig selv: Er jeg sådan en, der er værd at hjælpe? Kan jeg med mine handlinger få det, jeg har brug for, eller mangler jeg handlekraft, fordi jeg ikke kan få den trøst, jeg ønsker, uanset hvad jeg gør?
Man kan selvsagt ikke forsvare at frarøve en lille barn tryg, menneskelig kontakt, for at se, hvordan det vil udvikle sig i voksenlivet, men studier, der er opstået ”naturligt” fx af børn, som har været på ikke-velfungerende børnehjem og siden er blevet adopteret, viser, at arbejdsmodellerne kan ændres over tid, når børn møder tilgængelighed og følelsesmæssig støtte hos en tryg voksen.
Ligesådan viser studier, at man i sit voksenliv kan arbejde med sit mønster, og blive det der kaldes ”earned secure” – altså; vi har ikke en tryg tilknytning med i bagagen fra vores barndom, men vi har selv etableret et nyt, trygt tilknytningsmønster. Etableringen af et nyt og mere trygt tilknytningsmønster kan fx finde sted, når vi over lang tid befinder os i en tryg parforholdsrelation som voksne, fordi gentagne erfaringer med trygge reaktionsmønstre kan ændre vores arbejdsmodel, der er en slags ”samlet erfaringsbase”.
Etableringen af et nyt og mere trygt tilknytningsmønster kan også finde sted som følge af terapi og arbejdet med os selv, eller som følge af parterapi og arbejdet med dynamikkerne i vores parforhold. På den måde er vores tilknytningsmønster en vigtig forklaringsnøgle i vores tætte relationer, men samtidig er tilknytningsmønstreret hverken hugget i sten eller bøjet i neon.
Tilknytningsmønstre i voksenlivet
Når de trygt tilknyttede børn vokser op og indgår i et parforhold, vil der være konflikter og problemer, ligesom i alle andre parforhold, men de vil typisk ikke udfordre parforholdets grundlag, eller præge parforholdets grundstemning.
De børn, der sad og kiggede lidt ned i gulvet og virkede rolige, mens mor gik og kom tilbage, tager som regel et undvigende/afvisende tilknytningsmønster med ind i deres parforhold. I voksenlivet kan det komme til udtryk som en tendens til at lukke konflikter og svære følelser ned enten ved at afvise, at der er et problem som sådan, eller ved at fjerne sig fra konflikten. Man kan altid smutte i haven eller i fitnesscenteret. Man kan også blive i rummet, men være følelsesmæssigt fraværende fx ved at kigge i sin telefon eller ud ad vinduet.
Denne adfærd kan tolkes som ligegyldighed, kulde eller mangel på interesse for partneren. Men det, der ligger bagved, kan være en følelse af utilstrækkelighed på grund af manglende øvelse i at være med svære følelser (både egne og partneres), ønsket om at passe på relationen ved at undgå at eskalere en konflikt, og erfaringen med at nærhed kan være risikabelt, og at det er nødvendigt at kunne klare sig selv.
De børn, som havde svært ved at tage imod trøst og var ambivalente, når mor kom tilbage, tager som regel et ængsteligt/ambivalent tilknytningsmønster med ind i voksenlivet. De kan vokse op og bære på en grundangst for at blive forladt. Det kan betyde, at de altid er lidt på vagt og holder udkig efter tegn på, om deres partner virkelig er der for dem. Set i det lys kan partneres lange arbejdsdage være tegn på en mulig affære eller på, at arbejdet er vigtigere end parforholdet, og ikke blot på en krævende periode. Når partneren så kommer sent hjem, kan kritik, anklager eller massevis af spørgsmål skygge for det savn og den længsel, der ligger bagved.
Emotionsfokuseret parterapi (EFT)
Og her det så, at emotionsfokuseret terapi (EFT) kommer på banen. Emotionsfokuseret terapi er en terapiform, der bygger direkte videre på tilknytningsteorien. I voksenlivet som i barndommen har vi brug for tilknytning. Vi har brug for at vide, at vi er elskede, som vi er, at vi har et sikkert helle at vende hjem til, når vi er sårede eller bange, og at der er nogen, der støtter os og tror på os, når vi går ud i verden.
En grundlæggende forskel på barn-voksen-relationen i tilknytningsteorien og voksen-voksen-relationen i den emotionsfokuserede terapi er dog, at vi som børn er prisgivede og afhængige af de voksne omkring os, og at det er op til de voksne at etablere en tryg tilknytning. Som voksne kan vi vælge, om vi vil blive i relationen eller ej, og vi kan også vælge at arbejde med relationen og vores reaktioner, så de bliver mere trygge.
Neden under vores diskussioner om den glemte mælk, svigerfamiliens besøg, hvem der tager barn syg osv., søger vi hele tiden svar på det grundlæggende spørgsmål ”er du der for mig?”. Sue Johnson, som er grundlæggeren af den emotionsfokuserede parterapi, siger det så fint: ”Are you there fore me?” ARE you Accessible, Responsive, Engaged? Altså er du tilgængelig for mig, kan jeg få din opmærksomhed, når jeg har brug for dig? Er du afstemt og indfølende? Er du engageret i mig, viser du mig interesse?
I emotionsfokuseret parterapi arbejder vi med at få øje på de grundlæggende tilknytningsbehov, som ligger nedenunder vores konflikter. At få øje på, hvordan eksempelvis vores frygt for afvisning eller vores følelse af utilstrækkelighed i mødet med svære følelser får os til at reagere på måder, der skubber vores elskede længere væk i stedet for tættere på.
Første skridt i den proces er at få adgang til de mere sårbare følelser, der ligger neden under konflikterne og afstanden. Det kan føles mere sikkert at mærke og vise vrede, når vi føler os afvist, end den sorg og frygt, der ligger nedenunder og spørgsmålet ”elsker du mig, som jeg er?”.
Det kan også føles mere sikkert at lukke ned for følelserne og føle sig tom eller uberørt end at komme i kontakt med den utilstrækkelig eller skam, vi kan føle, når vi oplever, at vi ikke kan gøre det godt nok for den, vi elsker, og at ”det der med følelser” bare ikke er noget, vi kan finde ud af.
At få øje på tilknytningsbehovene under vores reaktioner kan transformere vores oplevelser af os selv og hinanden og bane vejen for, at vi vælger at handle på nye måder. Nye måder, der viser vores partner de mere sårbare følelser, og dermed trækker dem tættere på os, nye måder, der kalder på vores partners empati, forståelse og omsorg.
Brud og reparation
Ingen parforhold er problemfrie. Og ingen mennesker er tilgængelige, afstemte og engagerede hele tiden. Det er ikke bare umuligt, det er heller ikke værd at stræbe efter. Vi kan ikke både stræbe efter perfektion og stræbe efter at møde op som hele mennesker og lade vores partner se, hvem vi er. Set i et emotionsfokuseret perspektiv må perfektion ryge ud til højre. Set i et emotionsfokuseret perspektiv er brud i kontakten imellem os uundgåeligt.
Der vil være tidspunkter, hvor du er for træt til at engagere dig i en samtale om, hvorfor din kærestes chef er så uudholdelig og uretfærdig. Der vil være tidspunkter, hvor du kommer til at gå i forsvar, når din partner minder dig om forældremødet, som du har glemt eller påpeger, at du hævede stemmen, da I diskuterede budget, selvom I har aftalt, at børnene ikke skal se jer skændes.
Dét. der er afgørende, er ikke, at I har konflikter og brud i kontakten mellem jer. Dét, der er afgørende, er hvordan I retter op bagefter. Hvordan I genetablerer kontakt. Hvordan I bliver gode venner igen. Dét, som med et fagord kaldes reparation. Lykkes I med at reparere, når skaden er sket? At reparere betyder at få øje på de behov, den frygt og de længsler der ligger under konflikten og sammen genetablere den grundlæggende tillid til, at I er der for hinanden.
Det kan være, at ”huskede du forældremødet?” landede i din partner som ”du er en dårlig far/mor” og håndteringen af den skam, som de tanker satte i gang. Eller at frygten for ikke at have orden i økonomien, og ikke leve op til din fars forventninger, mudrer billedet af jeres eget excel-ark til, og at du derfor hæver stemmen, når din kæreste begynder at drømme om sommerferier eller nye møbler.
At møde hinanden i det sårbare, og at tage ansvar for det sårbare er grundlaget for en reparation og bliver i emotionsfokuseret terapi set som mere helende for jeres relation end en undskyldning eller en aftale om, hvordan I vil håndtere samme situation bedre næste gang. Ikke at undskyldninger og aftaler er overflødige eller uhjælpsomme, men blot at de skal vokse i en kontakt, der er tryg for jer begge. De skal være baseret på forståelse af, hvad der ramte jer. Og med grundlag i dén forståelse, kan I skabe nye og mere hensigtsmæssige handlemønstre næste gang, I føler jeg ramt.
”Dét, der er afgørende, er ikke, at I har konflikter og brud i kontakten mellem jer. Dét, der er afgørende, er, hvordan I retter op bagefter.”
Tilknytningsskader – når det ikke bare er et lille brud i kontakten
Nogle gange er bruddet imellem jer mere end en diskussion om det glemte forældremøde eller jeres økonomi. Nogle gange er bruddet mellem jer så alvorligt, at det farver hele jeres relation og påvirker trygheden mellem jer, uanset hvor meget I forsøger at se bagom adfærden, få øje på tilknytningsbehov, og kommunikere dem ærligt og sårbart.
Det kan være utroskab, som måske ligger langt tilbage, men som bliver ved med at blokere for en tryg forbindelse. Eller det kan være tidspunkter, hvor den ene af jer havde særligt brug for den anden, men alligevel stod alene. Ikke at nå frem til en fødsel. Ikke at deltage i en begravelse. Ikke at være med på hospitalet til en afgørende lægesamtale – det kan typisk være den slags hændelser.
Det kan også være noget mindre åbenlyst, hovedsagen er, at en af jer havde særligt brug for følelsesmæssig støtte, og ikke fik det. Det kan være, at I var enige om det dengang, fordi det var mest praktisk. Eller at I slet ikke har talt om det, hverken dengang eller siden.
Et tegn på en sådan tilknytningsskade kan være, at det kommer op igen og igen i jeres konflikter, eller at hændelsen er kommet til at definere en sandhed om jeres partner; ”Jeg VED, at han i virkeligheden er ligeglad fordi…” eller ”Jeg ved, at hun inderst inde ikke synes, at jeg er god nok til hende, fordi…”.
En reparerende, helende samtale om en tilknytningsskade handler om at kunne mærke og rumme den andens smerte. Det kan være virkelig svært for den, der har forårsaget en tilknytningsskade ikke at gå i forsvar, ikke at blive så overvældet af skam, at man kun ser sig selv, eller at føle sig magtesløs, fordi det, der er sket, ikke kan gøres om. Det afgørende her er, at den, der føler smerten, ikke længere er alene med den.
Hvis I vil styrke den trygge tilknytning i jeres parforhold
I kan komme langt med bøger og podcasts, og Sue Johnson, der er ophavskvinde til den emotionsfokuserede parterapi, har udgivet både bøger og ”workbooks” med øvelser, som I kan anvende hjemme fx ”Hold mig: en vejviser til varig kærlighed” (2017) og ”The hold Me Tight Workbook: A couple’s guide for a lifetime of love” (2022).
👉 Få Hold mig af Sue Johnson som Hardback bog på dansk – 9788792542670
👉 Få The Hold Me Tight Workbook af Sue Johnson som Paperback bog på engelsk – 9780349433561
Jeg kan også anbefale Julie Menanno, som er oplært i Sue Johnsons emotionsfokuserede parterapi, og som har skrevet ”Secure love. Create a relationship that lasts a lifetime” (2024), der både indeholder øvelser og viden om tilknytning i parforhold.
Julie Mananno har også en podcast ”Secure love”, hvor man lytter til et par, der er i parterapi hos hende.
👉 Secure Love Create A Relationship That Lasts A Lifetime af Julie Menanno | 9781529902969 | Bog & idé
👉 The Secure Love Podcast: Real Time Couples Therapy — The Secure Relationship
Hvis du vil vide mere om selve tilknytningsteorien, kan du læse:
👉 Niels Peter Rygaard: Kort og godt om tilknytning (2021) Kort & godt om TILKNYTNING af Niels Peter Rygaard,Pernille Darling Rasmussen | 9788771588408 | Bog & idé
👉 Bowlby: Attachement and Loss (1969) Få Attachment af E. J. M. Bowlby som Paperback bog på engelsk – 9780712674713
… Og endelig er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker at starte i et forløb.